STU

Særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse


Produktionsskolen tilbyder STU forløb til unge indenfor målgruppen. Vores mål er, at styrke den unges livskvalitet og udvikle de evner, den enkelte er i besiddelse af. Vi har fokus på, at eleven skal udvikle sig på det faglige, det personlige og det sociale område. Et STU forløb bringer desuden den unge et skridt nærmere et eventuelt uddannelses- eller erhvervsønske.


Målgruppen

Unge i alderen 15-25 år. Den unge er selvhjulpen og vil ikke umiddelbart kunne gennemføre en ordinær uddannelse. Den unge målgruppe vurderes af ungdommens uddannelsesvejledning og visiteres gennem kommunens visitationsudvalg.

Uddannelsesplan

Ungdommens uddannelsesvejledning udarbejder sammen med den unge og evt. forældre en individuel uddannelsesplan. Herefter vil uddannelsesplanen danne grundlag for, hvordan forløbet skal tilrettelægges og koordineres på Produktionsskolen.

Afklaringsforløb

I de første 12 uger vil vi afklare, hvilke kompetencer den unge har, og hvilke mål vi sammen skal sætte for det videre forløb. Formålet er, at lære den unge at kende, herunder at afdække den unges muligheder gennem UngePas.

Forløbet

Forløbet tilrettelægges individuelt med udgangspunkt i den enkelte elevs behov. Forløbet kan være op til 3 år. Eleven er med i skolens madordning og betaler særskilt for den. Der undervises 30 timer i gennemsnit pr. uge, og der er plads til 8 elever.
Den enkelte elev vil få undervisning i: 
sociale, personlige, praksis og almene områder


Praksis områder:

Man vælger sig ind på et af skolens 5 værksteder:
Skov & Natur, 
Håndværk, Kreativ & Stearin, 
Kantinen eller Grafisk

Alle værksteder arbejder med sikkerhed og værnemidler omkring arbejdets udførelse. De fremstillede produkter afsættes som regel til eksterne kunder og derfor vil eleven lære om kundekontakt
 

 


Almene områder der undervises i:
• budgetlægning, opsparing og pengeforståelse
• brug af offentlige transportmidler og betalingsformer
• hvor man kan søge hjælp til at få informationer om nærområdet
• hvordan man kan læse og forstå breve fra det offentlige
• samfundsforståelse
• rengøring og tøjvask
• indkøb
• kostplanlægning

Desuden vil der være tilbud om:
• motion
• undervisning i dansk og matematik
• ordblinde undervisning, herunder undervisning i hjælpemidler
• praktik

Opfølgning & evaluering

På skolen følges eleven tæt gennem hele forløbet. Allerede efter den første måned foretages der en evalueringssamtale med fokus på opstarten. Herefter vil der være samtaler efter behov dog min. hver 3. måned, hvor der er der fokus på trivsel, læring og praktik samt den sociale interaktion. Ved mødet aftales det, hvad målene for den kommende periode er. En gang om året afholdes statusmøde, hvor relevante samarbejdspartnere deltager. Produktionsskolen er tovholder.

Som led i STU forløb, vil vejlederen forberede praktikforløb på eksterne arbejdspladser eller institutioner, i overensstemmelse med den enkeltes uddannelsesplan. Formålet med praktikker, er at bibringe den unge arbejdserfaring, som medvirker til at udvikle kompetencer i relation til arbejdsmarkedet. Den unge opnår kendskab til samarbejde og får indsigt i arbejdsforholdende på en arbejdsplads med henblik på at opnå en fastere tilknytning til arbejdsmarkedet. Modning og faglig kunnen afprøves i den eksterne praktik, som foregår i en virksomhed i lokalområdet. I tæt samarbejde med vejlederen via løbende opfølgning samt beskrivelse af mål i forhold til progression og udvikling, vurderes den unges evner og faglige niveau. Dette indarbejdes i kompetencepapiret ved uddannelsens afslutning.

Eleven har under hele forløbet mulighed for at aftale coachsamtaler med vores vejleder
Der udarbejdes skriftlige referater fra både evalueringssamtalerne og skriftlig evaluering af praktikken.

Der vil i forhold til samarbejdspartnere ske en løbende statusopfølgning, og vi vil sikre overgangen fra STU til det videre liv for den unge.
Når eleven er færdig med sit forløb udarbejdes der en statusrapport med beskrivelse af forløbet, den unge har gennemgået samt anbefalinger til det videre forløb.


Personale

Til STU forløbet er der tilknyttet leder, faglig/pædagogisk uddannet personale og vejleder/socialrådgiver. Lederen vil have det overordnede ansvar for den enkelte elev og elevens forløb.


Økonomi

Madordningen betales særskilt af den unge.
Den unges forsørgelse sker gennem kommunen.

Produktionsskolen

 Tårnvej 135  •  7200 Grindsted  •  Tel.: +45 61 13 61 76  •  CVR: 26072891  • Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.